I dagens udgave af Børsen kan vi læse, at 61,5 pct. af danskerne får deres indkomst fra det offentlige. Dette tal inkluderer alle, der modtager penge fra det offentlige, og er således inklusiv SU-modtagere, folkepensionister, arbejdsløse, folk på barsel og andre. Da den nuværende 'borgerlige' regering trådte til var det samme tal 60,5 pct. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er muligt at få dette tal ned, når det vokser under ledelse af 'Danmarks liberale parti'. Det vil i hvert fald nok være naivt at mene, at dette tal ville være faldet, eller bare steget mindre, under en socialdemokratisk/socialistisk ledelse. Det høje tal betyder, at seks ud af ti vælgere får sine penge fra det offentlige.
Man kan stille sig selv det interessante spørgsmål, hvilken betydning det har, at flertallet af vælgerne får deres løn fra skatteindkrævning. Nogle liberalister, bl.a. Rune Selsing, som holdt et glimrende oplæg på linjekurset 2008, mener, at denne høje andel vil stige, og at det derfor vil være umuligt at gennemføre nogle slags reformer, og at hele velfærdsstaten vil implodere - gå bankerot.
Helt så galt tror jeg dog ikke, det kommer til at gå, selvom jeg synes, at den høje andel er både sørgelig og skræmmende. Før det går helt galt, og der ikke er nogle, der gider arbejde mere i Danmark, tror jeg at demokratiet er så pas fornuftigt, at mindre justeringer vil afbøde de værste ulykker, og at stater indrettet som velfærdsstater vil nærme sig nulvækst. At stater tilpasser sig for at afbøde de allerværste effekter af en for stor offentlig sektor, baserer jeg på, at både Tyskland og Frankrig har set rigtige skridt (omend minimale) i deres seneste periode med borgerlig regering.
Det største langsigtede problem for stater indrettet med en stor offentlig sektor (læs: Vesteuropa) bliver dog nok på langt sigt braindrain. Hvis blot den mest produktive procent af en befolkning forsvinder fra et land, vil dette have enorme konsekvenser for landets økonomiske muligheder og vækst i fremtiden. Braindrains betydning er efter min mening meget undervurderet. Frankrig er et af de lande, der er hårdest ramt af braindrain og op til 800.000 (!) franskmænd er bosat i London alene:
http://search.ft.com/ftArticle?queryText=sarkozy+london+400%2C000&y=0&aje=true&x=0&id=061222006762&ct=0
At vælge at flytte fra et land til et andet er for de fleste mennesker en enorm beslutning, der indebærer, at man forlader venner og familie. Så meget desto mere er det et råb til staten om, at der er noget galt, siden man vil forandre sit liv så meget, for at slippe for et højt skattetryk (eller andre gener ved staten).
Stater ville gøre klogt i at sikre, at braindrain blev stoppet, da det på langt sigt har potentialet til at bryde en velfærdsstat ned. Som den berømte økonom Milton Friedman sagde: Vi burde kigge mere på, hvordan folk stemmer med deres fødder.
Se desuden mit bud på fremtidens statsudvikling, der forklarer braindrain set i et andet lys:
http://blogs.konservativungdom.dk/hojborgen/2008/04/19/den-nye-legitimitet/
mandag den 19. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer (Atom)