søndag den 23. marts 2008

Tænd lyset!

Morede mig ustyrligt meget over den nye Facebook-gruppe:
'Tænd Lyset Danmark'. Her er nogle af kommentarerne, der er blevet postet på gruppens væg:

Af Mikkel Wrang:

Ja vi gik også og talte om at vi måtte lave en gruppe. Men godt at se det allerede er sket. Hvad med at vi deler forslag til hvordan vi vil bibringe balance? F.eks. forventer jeg at holde min fryser åben, vaske en enkelt tallerken i min opvaskemaskine, vaske en enkelt sok i vaskemaskinen på kogevask og selvfølgelig tænde alt lys :-D

Og den bedste, af Jens Salling:

Man kunne også stille en elektrisk radiator ned i fryseren. Men man skal jo for søren også passe på at man ikke springer en sikring, for så står vi jo overfor undergangen!

Velfærdsstatens ansvar

Velfærdsstatens ansvar


Det var med stor skræk og gru, at jeg i går på TV-avisen hørte Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, udtale sig om mordet på det 16-årige avisbud på Amager. Inger Støjberg blev interviewet i hele tre minutter og fremhævede gang på gang kommunernes ansvar i dette mord og i sager som dette. Hun kunne ikke se, at andre end kommunen har svigtet i denne sag.

Ligeledes har vi hørt moderen til to af de dræbte børn beskylde kommunen for at have svigtet sit ansvar ved ikke at gribe ind.

Kommunernes ansvar? Inger Støjberg og moderen har vist spist søm. Det er da først og fremmest forældrenes ansvar at opdrage deres børn. Ikke kommunen! At det skulle være det offentliges ansvar at opdrage børn, bringer minderne hen til kommunistiske ideologer, der betegner familien som samfundets største trussel. Hovedansvaret kan da kun ligge i forældrenes skød. Skal man virkelig være konservativ for at mene dette??

At en politisk ordfører for 'Danmarks liberale parti' udtaler sig på en sådan måde, er enten et tegn på, at hun i virkeligheden er en socialdemokrat (eller det, der er værre) eller, at vi lever i et land, hvor ethvert svigt og enhver ulykke kun kan ses som statens ansvar.

Mediedækningen af mordet understøtter den sidste mulighed. Personligt har jeg kun hørt borgere og forskellige politikere beskylde manglende kommunale ressourcer. Jette Bergenholz Bautrup, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, siger til P4:

...Det (besparelser på socialforvaltningsområdet, red.) vil uvilkårligt ramme det forebyggende arbejde, der netop skal forhindre, at unge som de tre, der overfaldt avisbuddet med en kølle og en ratlås, bliver så afstumpede.

Forkert. Afstumpethed handler om dårlig opdragelse og manglende omsorg, konsekvens og/eller værdier. Det handler ikke, om at vi bare skal sende penge til de ressourcesvage familier, og, at dette så skulle løse alverdens problemer. Ifølge Inger Støjberg og Jette Bergenholz Bautrup er det altså offentlige ressourcer, der skal forhindre afstumpethed og kriminalitet blandt unge mænd. Offentlige ressourcer kan og skal åbenbart løse alle vores problemer, så behøver vi jo heller ikke tage os af vores børn længere, det lyder dejligt nemt!

Den eneste, jeg har hørt sige noget fornuftigt i denne debat, er den dræbte drengs far, der i Ekstra Bladet (23/3-08) opfordrer moderen til to af gerningsmændene til at tage ansvar for børnenes opdragelse. Han er, så vidt jeg forstår, heller ikke opvokset med en velfærdsstat, der kræves at tage sig af alt fra børneopdragelse til udvikling af kulturen. Måske kan dette forklare, at han er den eneste (bortset fra nogle borgerlige bloggere), der i denne debat ikke tror, at det offentlige skal opdrage vores børn.

Jeg frygter, at denne ansvarsfraskrivelse og 'bare jeg betaler min skat, så kan jeg beskylde det offentlige for alle dårligdomme'-mentalitet er kommet for at blive. Man kan frygte, at denne udvikling og egoisme tager til, når generationer, der er vokset op med en endnu mere omklamrende 'velfærdsstat', bliver forældre. Er jeg den eneste, der ser med gru på denne udvikling?

I stedet for en demonstration mod vold, vil jeg opfordre til en demonstration mod forældres ansvarsfraskrivelse og borgeres umyndiggørelse. Jeg gætter på, at Konservativ Ungdom gerne vil være medarrangører hertil.

Et link til en lidt mere fornuftig dækning af sagen:
http://borgerligbums.wordpress.com/category/k%c3%b8benhavn/ (se især afsnittet 'Tre årsager til vold' og 'Det løsrevne menneske')

lørdag den 8. marts 2008

Resolutionsforslag til LR 08

Resolutionsforslag til Konservativ Ungdoms Landsråd 2008:
KU støtter McCain


Konservativ Ungdom støtter op om John McCain som den næste præsident i USA.

John McCain har adskillige gange bevist, at han ønsker at kæmpe for et konservativt og kapitalistisk USA, der vil øge den globale velstand for både i-lande og ulande, samt tage et ansvar i Afghanistan og Irak - lande som også Danmark har et ansvar overfor.



Lave skatter og en fri verdenshandel, som John McCain vil kæmpe for, gavner ikke bare USA, men hele verden. Lave skatter og høj økonomisk vækst i USA er en forudsætning for, at den fantastiske økonomiske udvikling, vi har set de seneste år, kan fortsætte. En udvikling, hvor der alene i USA de seneste otte år er blevet skabt ca. 11 millioner jobs og på verdensplan langt flere.


I de 25 år, som John McCain har siddet i USA's Kongres, har han vist et meget stærkt engagement i kampen for lavere skatter samt økonomisk ansvarlighed - sager, som også KU kæmper for. KU støtter ligeledes op om John McCains holdning til Irak og Afghanistan, hvor han vil bevare et engagement for at forhindre borgerkrig og etnisk udrensning samt for at forhindre, at terrorister og diktatorer overtager disse lande.

Konservativ Ungdom må ligeledes vende sig imod Demokraternes kandidater. Hillary Clinton ønsker at øge de offentlige udgifter, hvilket vil føre til en markant skattestigning i USA, en skattestigning, der ikke bare vil øge arbejdsløsheden i USA, men også sænke den globale økonomiske vækst til skade for dem, der i forvejen har det svært. Barack Obama vil ligeledes øge de offentlige udgifter markant.

De Demokratiske kandidater ønsker endvidere at trække sig hurtigt ud af Irak, hvilket med høj sandsynlighed vil føre til borgerkrig og etnisk udrensning i et land, der i forvejen lider pga. vold og uroligheder. Et Irak i hænderne på terrorister vil på langt sigt udgøre en alvorlig trussel mod Danmarks og Vestens sikkerhed.

Derfor vil Konservativ Ungdom opfordre alle til at støtte op om John McCain som USA’s næste præsident, da han i fremtiden vil kæmpe mod terroristers indflydelse, samt sikre en stærk økonomisk vækst ved hjælp af lave skatter til gavn for amerikanere, europæere og, ikke mindst, ulandene.

Resolutionsforslag til LR 08:

Resolutionsforslag til Konservativ Ungdoms Landsråd 2008:
Fingrene væk fra familiens privatliv

Af Thorkil Værge, Kian Conteh


Fremtrædende politikere på venstrefløjen har stillet det forslag, at en periode på 12 uger af den samlede barsel på 52 uger skal øremærkes faderen.

KU kan ikke afvise det kraftigt nok.

Et af konservatismens vigtigste principper er, at staten ikke skal blande sig i de enkelte familiers privatliv. Ved at sige til den enkelte familie, at en del af barselsorloven kun kan gives, hvis familien er indrettet på en politisk bestemt måde, brydes disse principper. Staten har ingen ret til at fortælle den enkelte familie, hvordan de skal prioritere deres tid eller, hvem af forældrene, der skal passe på børnene. Denne prioritering bør udelukkende være op til den enkelte familie. Politikere skal holde sig langt væk fra disse beslutninger uanset hvilke idealer, de prøver på at presse ned over hovedet på alle andre.

Derfor mener KU, at familierne selv skal kunne bestemme, hvordan opgaverne fordeles.