I dagens udgave af Børsen kan vi læse, at 61,5 pct. af danskerne får deres indkomst fra det offentlige. Dette tal inkluderer alle, der modtager penge fra det offentlige, og er således inklusiv SU-modtagere, folkepensionister, arbejdsløse, folk på barsel og andre. Da den nuværende 'borgerlige' regering trådte til var det samme tal 60,5 pct. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er muligt at få dette tal ned, når det vokser under ledelse af 'Danmarks liberale parti'. Det vil i hvert fald nok være naivt at mene, at dette tal ville være faldet, eller bare steget mindre, under en socialdemokratisk/socialistisk ledelse. Det høje tal betyder, at seks ud af ti vælgere får sine penge fra det offentlige.

Man kan stille sig selv det interessante spørgsmål, hvilken betydning det har, at flertallet af vælgerne får deres løn fra skatteindkrævning. Nogle liberalister, bl.a. Rune Selsing, som holdt et glimrende oplæg på linjekurset 2008, mener, at denne høje andel vil stige, og at det derfor vil være umuligt at gennemføre nogle slags reformer, og at hele velfærdsstaten vil implodere - gå bankerot.

Helt så galt tror jeg dog ikke, det kommer til at gå, selvom jeg synes, at den høje andel er både sørgelig og skræmmende. Før det går helt galt, og der ikke er nogle, der gider arbejde mere i Danmark, tror jeg at demokratiet er så pas fornuftigt, at mindre justeringer vil afbøde de værste ulykker, og at stater indrettet som velfærdsstater vil nærme sig nulvækst. At stater tilpasser sig for at afbøde de allerværste effekter af en for stor offentlig sektor, baserer jeg på, at både Tyskland og Frankrig har set rigtige skridt (omend minimale) i deres seneste periode med borgerlig regering.

Det største langsigtede problem for stater indrettet med en stor offentlig sektor (læs: Vesteuropa) bliver dog nok på langt sigt braindrain. Hvis blot den mest produktive procent af en befolkning forsvinder fra et land, vil dette have enorme konsekvenser for landets økonomiske muligheder og vækst i fremtiden. Braindrains betydning er efter min mening meget undervurderet. Frankrig er et af de lande, der er hårdest ramt af braindrain og op til 800.000 (!) franskmænd er bosat i London alene:
http://search.ft.com/ftArticle?queryText=sarkozy+london+400%2C000&y=0&aje=true&x=0&id=061222006762&ct=0


At vælge at flytte fra et land til et andet er for de fleste mennesker en enorm beslutning, der indebærer, at man forlader venner og familie. Så meget desto mere er det et råb til staten om, at der er noget galt, siden man vil forandre sit liv så meget, for at slippe for et højt skattetryk (eller andre gener ved staten).

Stater ville gøre klogt i at sikre, at braindrain blev stoppet, da det på langt sigt har potentialet til at bryde en velfærdsstat ned. Som den berømte økonom Milton Friedman sagde: Vi burde kigge mere på, hvordan folk stemmer med deres fødder.

Se desuden mit bud på fremtidens statsudvikling, der forklarer braindrain set i et andet lys:
http://blogs.konservativungdom.dk/hojborgen/2008/04/19/den-nye-legitimitet/

Højre og venstre

Personligt mener jeg, at enhver politisk skala, der baserer sig på én dimension er problematisk, og derfor er højre/venstre-skalaen også uinteressant. Men da det er en meget kendt opdeling af politiske partier (nok den mest kendte), vil vi i dette blogindlæg dog se på højre/venstre-begrebet og, hvad der ligger til grundlag for en sådan opdeling.

I realpolitikken i Danmark er det almindeligt at opfatte partierne på følgende måde fra venstre til højre: EL, SF, Soc.dem., R, NA, K, V, DF. Denne skala kender de fleste fra folkeskolen eller andetsteds, og den bliver ofte forklaret som værende baseret på økonomisk politik. Dem, der vil øge den offentlige sektors finanser, til venstre, og de, der vil skære ned i det offentlige forbrug, til højre. DF må altså være det parti, der vil skære mest i det offentlige forbrug.

Men er det nu også sådan? Taget fra DF’s politiske program under ’socialpolik’:

Statens opgave er således at udligne skellene befolkningen imellem efter devisen om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.
http://www.danskfolkeparti.dk/Socialpolitik_n_399.asp

Lyder det ikke som noget fra et socialdemokratisk partiprogram, lyder det som nogle, der gerne vil skære markant i den offentlige sektor?

Ligeledes kan vi se på DF’s konkrete ageren i den nuværende storstrejke, hvor DF mener, at politikerne skal blande sig i, hvilke lønninger, der gives fra det offentlige. DF mener således, at sosu’erne skal have en årlig lønpose på 4-5 mia. kr.:
http://www.stoetfoa.dk/hvadsigerpolitikerne

Så det giver altså ikke mening at placere DF ude på højrefløjen, så længe vi definerer skalaen ud fra økonomiske synspunkter.

Fascisme, nazisme og liberalisme

Ligeledes kan vi konstatere, at fascister og nazister heller ikke hører hjemme på højrefløjen, hvis vi bruger økonomiske argumenter, f.eks. krævede nazisterne en gennationalisering af privatiserede virksomheder, og ligeledes var de indædte modstandere af kapitalisme.

http://en.wikipedia.org/wiki/National_Socialist_Program (bl. a. nr. 11, 13, 14, 16, 17, 18)

Vi kan også kigge på en af dagens artikler i dagbladet Information og læse om den nye ’højreorienterede’ neofascist, der har vundet borgmesterposten i Rom. Han er åbenbart højreorienteret, fordi han er imod indvandrere:

http://www.information.dk/158601

Aha! Vi kan altså konkludere: Det må være holdningen til indvandring, der afgør, om man er højreorienteret eller venstreorienteret, altså giver det jo også mening, at nazister og fascister er højreorienterede og, at DF er til højre, og at EL er til venstre, når vi kigger på de danske partier. Men SF bør jo så også være længere til højre, end de Radikale på liste, der står i toppen af dette indlæg. Men hvad så med liberalister (libertanere), de bliver jo betragtet som højreorienterede, er de imod indvandring? Nej:

The Libertarian Party has long recognized the importance of allowing free and open immigration, understanding that this leads to a growing and more prosperous America. We condemn the xenophobic immigrant bashing that would build a wall around the United States.
http://www.lp.org/issues/immigration.shtml

Vi kan altså ikke umiddelbart komme frem til en enkelt målestok, der afgør, hvilke faktorer, der bestemmer, om en retning er højreorienteret eller venstreorienteret. Dog kan vi konkludere følgende opdeling af politiske retninger:

Opfattelser

Venstreorienterede:
Socialister, marxister og kommunister

Højreorienterede:
Liberalister, fascister, nazister, DF (nationalister) og konservative.

Vi kan her se, at de venstreorienterede retninger alle er enige om én betingelse: Produktionsmidlerne skal være ejet af staten, mens der for de højreorienterede begreber ikke er én sag, der binder dem sammen, andet end, at de højreorienterede begreber ikke er socialistiske. Min konklusion er altså, at højre/venstre-begrebet giver mening at definere ud fra socialisternes optik på følgende måde: De højreorienterede er dem, som vi er uenige med. Med denne definition på højreorienteret er samtlige ovenstående begreber dækket ind.

Det betyder, at venstreorienterede kan bruge højre/venstre-begrebet til deres egen fordel, da en højreorienteret altid kan puttes i en boks med nogle, som den pågældende højreorienterede er totalt uenig med. Hvis man er meget højreorienteret, så må man da dele politik med de andre højreorienterede, og da begrebet handler om, hvor langt væk fra socialisternes holdninger de venstreorientere mener man er, så er der ikke langt fra en liberalist til en nazist. Personligt mener jeg, at det faktum, at det er socialister, der har defineret højre/venstre-opdelingen, er socialisternes bedste retoriske kneb af dem alle, da de herved har definitionsmagten. Det er min påstand, at det, at de fleste danskere går rundt med det gængse opfattelser af højre/venstre-skalaen, er en af de største grunde til, at det borgerlige ikke har mere indflydelse end vi har. Hvordan mon det politiske system havde set ud, hvis det var en generel opfattelse, at nazister og socialister har meget tilfælles?

Den nye legitimitet

Tager vi udgangspunkt i ejendomsretten og kører dette begreb helt ud i sin yderste konsekvens, så er enhver skatteopkrævning fra statens side tyveri og dermed et groft brud på ejendomsretten. Alle stater i verden krænker altså ejendomsretten, fordi de opkræver skatter, og i mange stater krænkes individets ejendomsret også på andre måder - f.eks. ved at indføre narkotikalovgivning, rygepolitik eller ved at ekspropriere. Dette problem er anerkendt af de fleste borgerlige teoretikere. Hvad er så løsningen på disse grove og konstante brud ejendomsretten? Er det at kæmpe for en verden, hvor stater, som vi kender dem, afløses af private sikkerhedsfirmaer, der leverer en sikkerhed til dem, der betaler for det? Lad os kigge på denne mulighed.

Det Liberalistiske Drømmescenarium

I et sådant samfund vil disse private sikkerhedsfirmaer, der sørger for sikkerheden, have en interesse i at yde så god en sikkerhed som muligt, da dette er det, der vil give flest kunder og størst profit. Der er ingen krav til, hvordan sikkerhedsfirmaerne agerer, da uhensigtsmæssig opførsel vil blive straffet økonomisk af kunderne – de vil finde et andet firma. Kunderne kan altså frit vælge mellem sikkerhedsfirmaer, og denne konkurrence på markedsvilkår vil sørge for, at de bedste sikkerhedsfirmaer (bedst til at yde sikkerhed, billigst, etc.) vil få flest kunder, og dermed vil den almene sikkerhed blive øget igennem fri konkurrence. Denne liberalistiske forestilling om staters opbygning bygger altså på sikkerhedsfirmaers incitament til at yde sit ypperste for at skabe sikkerhed til sine kunder. Men hvordan kan et sikkerhedsfirma skabe bedst sikkerhed for sine kunder? En meget vigtig forudsætning for firmaets evne til at skabe sikkerhed er, at kunderne bor på et geografisk afgrænset område, og at der kun er ét sikkerhedsfirma inden for dette areal. En anden forudsætning er, at sikkerhedsfirmaet til en vis grad begrænser de våben, som kunderne, der benytter sig af firmaet, har. Det vil være umuligt for sikkerhedsfirmaet at opretholde et ordentligt sikkerhedsniveau, hvis alle borgere kunne få lov til at tage atomvåben eller dødelige smitsomme sygdomme med ind i det geografisk afgrænsede område, hvor sikkerhedsfirmaet yder sikkerheden. Vi kan altså plausibelt argumentere for, at disse sikkerhedsfirmaer skal opretholde en vis kontrol med de redskaber, borgerne bruger over for hinanden. Dette vil kræve love og redskaberne til at udøve disse love - et politi, der har ret til at udøve vold for at sørge for, at lovene bliver overholdt.

Stater og sikkerhedsfirmaer

Men minder dette scenarium ikke meget om de stater, vi lever i i dag? Lighedspunkterne er, at vi har et geografisk afgrænset område, hvor staten nedsætter nogle love. Vi har ligeledes stater, der kan håndhæve disse love ved, i sidste instans, at udøve vold for at sikre sig mod brud på lovene. Vi har endda som borgere (i de fleste lande) lov til at skifte stat, da vi jo bare kan flytte, hvis vi f.eks. ikke er tilfredse med prisen, det koster, at bo i staten (læs: skattetrykket). Hvis stater tillader sine borgere udrejse, så har vi altså til en vis grad fri konkurrence staterne imellem.

Der er tre forskelle mellem vores ‘Liberalistiske drømmescenarium’ og nutidens stater:

1: Nutidens stater ejes ikke af aktionærer eller nogle, der tjener penge på at staten klarer sig godt.

2: Vi bliver født som statsborgere i et land, og der vil for de fleste mennesker derfor være et naturligt land for dem at slå sig ned i.

3: Man melder sig ikke ind i en stat, men i stedet bliver man nødt til at melde sig ud af den ved at flytte.

Lad os tage spørgsmålene et ad gangen:

1. Nutidens stater ejes ikke af aktionærer eller nogle, der tjener penge på at staten klarer sig godt.

Problemet er her, at fraværet af ejerskab ikke giver staterne det samme incitament til at klare sig godt i den globale konkurrence, som det ville have gjort, hvis aktionærer havde tjent penge på overskud i statskassen. I stedet har vi politikere, der gerne vil genvælges, og dette kræver en vis grad af succes i politikerarbejdet. Ligeledes har vi hos mange politikere og vælgere en vis grad af fædrelandslandskærlighed, der fordrer en interesse i at lede landet så godt som muligt. Og politikerne er også interesseret i at efterlade sig et så godt ry som muligt. Vi kan altså til en vis grad konkludere, at det fraværende incitament ved ejerskab af staten erstattes af andre former for incitamenter.

2. Vi bliver født som statsborgere i et land, og der vil for de fleste mennesker derfor være et naturligt land for dem at slå sig ned i.

De fleste mennesker flytter ikke fra det land, de bliver født i, enten pga. familie, fædrelandskærlighed, venner eller arbejde. Men vil det ikke også være sådan i ‘Det liberalistiske drømmescenarium’, hvis de geografisk afgrænsede områder er store nok, så vil det for de fleste være naturligt at blive boende i det sikkerhedsfirma, hvori man er født. Af samme grunde, som vi bliver boende i den stat, hvori vi er født.

3. Man melder sig ikke ind i en stat, men i stedet bliver man nødt til at melde sig ud af den ved at flytte.

Hvis vi accepterer forudsætningen om, at sikkerhedsfirmaer bliver nødt til at være geografisk afgrænsede, så er dette en nødvendighed. Man kan ikke bo og opholde sig i et sikkerhedsfirma uden at nyde godt af dets sikkerhed, og ligeledes bliver man nødt til at overholde lovene for at sikkerhedsfirmaet kan opretholde sikkerheden. At sikkerhedsfirmaer bliver nødt til at være geografisk afgrænsede. har altså den uheldige konsekvens, at vi som borgere bliver meldt ind i en stat uden at spørges. Dette er en nødvendighed.

Konsekvenser for staters ageren

Det er vigtigt at understrege, at dette nye billede på staterne ikke kræver en holdningsændring eller en global revolution for at være interessant. Vi ser allerede i dag eksempler på, at stater fungerer som private sikkerhedsfirmaer, der operer på et frit marked, hvor det gælder om at tiltrække kapital og arbejdskraft for, at samfundet og staten kan blive rigere. Vi ser gamle østbloklande indføre flad skat og lav virksomhedsskat for at være konkurrencedygtige: http://www.csmonitor.com/2005/0308/p01s03-woeu.html

Konsekvenserne af denne frie konkurrence efter udenlandske investeringer og arbejdskraft er enorme. Så længe stater tillader borgere og kapital at rejse ud af landet, vil en global konkurrence staterne imellem være mulig, og dette vil, efter markedsøkonomiske principper sørge for, at de bedste standarder for ledelse af stater bliver udbredt.

Dog betyder det jo ikke, at alle borgere vil træffe et bevidst og velovervejet valg, om hvor de vil slå sig ned, men hvis blot 5 pct. af de mest ressourcestærke borgere flytter ud af et land, fordi der er for dyrt at bo (læs: braindrain i Danmark), vil dette tvinge stater til at indrette sig mere attraktivt for at holde på sine ressourcer.

Legitimitet

Jeg har kaldt dette indlæg ‘Den nye legitimitet’, fordi det eneste krav, som stater skal opfylde for, at denne globale konkurrence finder sted, er at de tillader egne borgere at flytte ud af landet, og at de opfører sig forudsigeligt, dvs. regerer i overensstemmelse med egne love. Disse to forudsætninger er i min optik nok til, at stater kan kalde sig legitime, for hvis man ikke kan lide den måde, staten er indrettet på, så kan man jo bare flytte. Ligesom sikkerhedsfirmaer i ’Det liberalistiske drømmescenarium’ kan tillade sig at indrette sig på, hvilken som helst måde de ønsker, kan stater gøre det samme, blot de tillader udrejse og holder sig inden for lovens rammer. Det skal dog siges, at hvis borgerne i staten ikke er rige nok til at flytte, så gælder der strengere krav for legitimitet.

Der er mange aspekter, man kan tage fat på i analysen af denne måde at betragte stater på. Vi kan f.eks. overveje, hvem og hvor mange, der vil flytte ud af staterne, hvilken rolle nationalisme/fædrelandskærlighed vil spille, hvilken rolle demokratiet kan have i denne nye måde at anskue verden på, og konsekvenser for udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Men hvis man accepterer denne måde at anskue staters ageren på, så bliver hele politikbegrebet brudt ned, da politik og ’sikkerhedsfirma-ledelse’ bliver et og samme begreb. Politik kan altså i denne optik udelukkende reduceres til et spørgsmål om god virksomhedsledelse. Konsekvenserne for al politisk debat er enorme.

Tænd lyset!

Morede mig ustyrligt meget over den nye Facebook-gruppe:
'Tænd Lyset Danmark'. Her er nogle af kommentarerne, der er blevet postet på gruppens væg:

Af Mikkel Wrang:

Ja vi gik også og talte om at vi måtte lave en gruppe. Men godt at se det allerede er sket. Hvad med at vi deler forslag til hvordan vi vil bibringe balance? F.eks. forventer jeg at holde min fryser åben, vaske en enkelt tallerken i min opvaskemaskine, vaske en enkelt sok i vaskemaskinen på kogevask og selvfølgelig tænde alt lys :-D

Og den bedste, af Jens Salling:

Man kunne også stille en elektrisk radiator ned i fryseren. Men man skal jo for søren også passe på at man ikke springer en sikring, for så står vi jo overfor undergangen!

Velfærdsstatens ansvar

Det var med stor skræk og gru, at jeg i går på TV-avisen hørte Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, udtale sig om mordet på det 16-årige avisbud på Amager. Inger Støjberg blev interviewet i hele tre minutter og fremhævede gang på gang kommunernes ansvar i dette mord og i sager som dette. Hun kunne ikke se, at andre end kommunen har svigtet i denne sag.

Ligeledes har vi hørt moderen til to af de dræbte børn beskylde kommunen for at have svigtet sit ansvar ved ikke at gribe ind.

Kommunernes ansvar? Inger Støjberg og moderen har vist spist søm. Det er da først og fremmest forældrenes ansvar at opdrage deres børn. Ikke kommunen! At det skulle være det offentliges ansvar at opdrage børn, bringer minderne hen til kommunistiske ideologer, der betegner familien som samfundets største trussel. Hovedansvaret kan da kun ligge i forældrenes skød. Skal man virkelig være konservativ for at mene dette??

At en politisk ordfører for 'Danmarks liberale parti' udtaler sig på en sådan måde, er enten et tegn på, at hun i virkeligheden er en socialdemokrat (eller det, der er værre) eller, at vi lever i et land, hvor ethvert svigt og enhver ulykke kun kan ses som statens ansvar.

Mediedækningen af mordet understøtter den sidste mulighed. Personligt har jeg kun hørt borgere og forskellige politikere beskylde manglende kommunale ressourcer. Jette Bergenholz Bautrup, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, siger til P4:

...Det (besparelser på socialforvaltningsområdet, red.) vil uvilkårligt ramme det forebyggende arbejde, der netop skal forhindre, at unge som de tre, der overfaldt avisbuddet med en kølle og en ratlås, bliver så afstumpede.

Forkert. Afstumpethed handler om dårlig opdragelse og manglende omsorg, konsekvens og/eller værdier. Det handler ikke, om at vi bare skal sende penge til de ressourcesvage familier, og, at dette så skulle løse alverdens problemer. Ifølge Inger Støjberg og Jette Bergenholz Bautrup er det altså offentlige ressourcer, der skal forhindre afstumpethed og kriminalitet blandt unge mænd. Offentlige ressourcer kan og skal åbenbart løse alle vores problemer, så behøver vi jo heller ikke tage os af vores børn længere, det lyder dejligt nemt!

Den eneste, jeg har hørt sige noget fornuftigt i denne debat, er den dræbte drengs far, der i Ekstra Bladet (23/3-08) opfordrer moderen til to af gerningsmændene til at tage ansvar for børnenes opdragelse. Han er, så vidt jeg forstår, heller ikke opvokset med en velfærdsstat, der kræves at tage sig af alt fra børneopdragelse til udvikling af kulturen. Måske kan dette forklare, at han er den eneste (bortset fra nogle borgerlige bloggere), der i denne debat ikke tror, at det offentlige skal opdrage vores børn.

Jeg frygter, at denne ansvarsfraskrivelse og 'bare jeg betaler min skat, så kan jeg beskylde det offentlige for alle dårligdomme'-mentalitet er kommet for at blive. Man kan frygte, at denne udvikling og egoisme tager til, når generationer, der er vokset op med en endnu mere omklamrende 'velfærdsstat', bliver forældre. Er jeg den eneste, der ser med gru på denne udvikling?

I stedet for en demonstration mod vold, vil jeg opfordre til en demonstration mod forældres ansvarsfraskrivelse og borgeres umyndiggørelse. Jeg gætter på, at Konservativ Ungdom gerne vil være medarrangører hertil.

Et link til en lidt mere fornuftig dækning af sagen:
http://borgerligbums.wordpress.com/category/k%c3%b8benhavn/ (se især afsnittet 'Tre årsager til vold' og 'Det løsrevne menneske')

Resolutionsforslag til LR 08

Resolutionsforslag til Konservativ Ungdoms Landsråd 2008:
KU støtter McCain

Konservativ Ungdom støtter op om John McCain som den næste præsident i USA.

John McCain har adskillige gange bevist, at han ønsker at kæmpe for et konservativt og kapitalistisk USA, der vil øge den globale velstand for både i-lande og ulande, samt tage et ansvar i Afghanistan og Irak - lande som også Danmark har et ansvar overfor.

Lave skatter og en fri verdenshandel, som John McCain vil kæmpe for, gavner ikke bare USA, men hele verden. Lave skatter og høj økonomisk vækst i USA er en forudsætning for, at den fantastiske økonomiske udvikling, vi har set de seneste år, kan fortsætte. En udvikling, hvor der alene i USA de seneste otte år er blevet skabt ca. 11 millioner jobs og på verdensplan langt flere.

I de 25 år, som John McCain har siddet i USA's Kongres, har han vist et meget stærkt engagement i kampen for lavere skatter samt økonomisk ansvarlighed - sager, som også KU kæmper for. KU støtter ligeledes op om John McCains holdning til Irak og Afghanistan, hvor han vil bevare et engagement for at forhindre borgerkrig og etnisk udrensning samt for at forhindre, at terrorister og diktatorer overtager disse lande.

Konservativ Ungdom må ligeledes vende sig imod Demokraternes kandidater. Hillary Clinton ønsker at øge de offentlige udgifter, hvilket vil føre til en markant skattestigning i USA, en skattestigning, der ikke bare vil øge arbejdsløsheden i USA, men også sænke den globale økonomiske vækst til skade for dem, der i forvejen har det svært. Barack Obama vil ligeledes øge de offentlige udgifter markant.

De Demokratiske kandidater ønsker endvidere at trække sig hurtigt ud af Irak, hvilket med høj sandsynlighed vil føre til borgerkrig og etnisk udrensning i et land, der i forvejen lider pga. vold og uroligheder. Et Irak i hænderne på terrorister vil på langt sigt udgøre en alvorlig trussel mod Danmarks og Vestens sikkerhed.

Derfor vil Konservativ Ungdom opfordre alle til at støtte op om John McCain som USA’s næste præsident, da han i fremtiden vil kæmpe mod terroristers indflydelse, samt sikre en stærk økonomisk vækst ved hjælp af lave skatter til gavn for amerikanere, europæere og, ikke mindst, ulandene.

Resolutionsforslag til LR 08:

Resolutionsforslag til Konservativ Ungdoms Landsråd 2008:
Fingrene væk fra familiens privatliv

Af Thorkil Værge, Kian Conteh

Fremtrædende politikere på venstrefløjen har stillet det forslag, at en periode på 12 uger af den samlede barsel på 52 uger skal øremærkes faderen.

KU kan ikke afvise det kraftigt nok.

Et af konservatismens vigtigste principper er, at staten ikke skal blande sig i de enkelte familiers privatliv. Ved at sige til den enkelte familie, at en del af barselsorloven kun kan gives, hvis familien er indrettet på en politisk bestemt måde, brydes disse principper. Staten har ingen ret til at fortælle den enkelte familie, hvordan de skal prioritere deres tid eller, hvem af forældrene, der skal passe på børnene. Denne prioritering bør udelukkende være op til den enkelte familie. Politikere skal holde sig langt væk fra disse beslutninger uanset hvilke idealer, de prøver på at presse ned over hovedet på alle andre.

Derfor mener KU, at familierne selv skal kunne bestemme, hvordan opgaverne fordeles.